For når vi slipper alvoren et øjeblik og leger lidt, skaber vi plads til kreativitet, glæde og nye perspektiver.

Latter og leg hører ikke kun hjemme i barndommen.

Faktisk er det vores hemmelige våben mod grå hverdage, stress og selv de mest genstridige arbejdsmøder.

Når jeg taler om leg, tænker du måske på ståtrold og gemmeleg.

Men leg er meget mere end det!

Det kan være et overraskende indspark i en samtale eller en lille konkurrence om, hvem der kan finde kaffemaskinen hurtigst.

Kan du huske klassiske bemærkning fra barndommen, hvor en voksen sagde “Skynd dig, jeg ta’r tid “, for at få dig til at hente noget. Det handlede om at gøre en kedelig opgave, som man som barn måske ikke gad overhovedet, til en konkurrence eller leg.

Og lige den virker måske ikke på hverken dig eller dine kollegaer længere, men så er der så meget andet, der gør.

Man kan give de fleste rutiner et skud leg. Selv har jeg lige gjort det med min løberutine og ærligt talt, når det virker der, så tror jeg, det virker på det meste. Jeg lavede simpelthen bare min spilleliste til løb om, så jeg i stedet for at løbe til lidt træls technomusik, nu løber til en uptempo udgave af Hello Dolly fra musicalen af samme navn. Det betyder, at jeg i virkeligheden leger, jeg står på en Broadway scene, mens jeg løber.

Det betyder også, at jeg minder om Phoebe fra serien Venner, hvis nogen kan huske hende.

Men det betyder som det vigtigste, at jeg har det meget, meget sjovere når jeg løber og jeg får mere energi, fordi jeg har det sjovt.

Så på spørgsmålet ” Er du for gammel til at lege?” er svaret helt sikkert nej.

Du kan give dig selv små belønninger, når du når delmål i løbet af dagen. Du kan tænke dine arbejdsopgaver som et rollespil og dig selv som den vildeste avatar eller du kan lave en lille konkurrence med kollega. Mulighederne er mange og du er i virkeligheden den bedste til at finde på, for du kende din egen arbejdssituation bedst.

Og hvis du et øjeblik tænker, at det virker uprofessionelt at lege eller grine på jobbet, så lad mig minde dig om, at det forholder sig lige modsat. latter og leg gør os mere nærværende og mere kreative. Så bare giv den gas!

Kh Karen-Marie

Indlægget Er du for voksen til at lege? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Forleden havde jeg en dag, hvor alting ramlede om ørerne på mig. 

Først var der nærmest ingen mælk til kaffen, fordi nogen (ikke mig) havde sat en næsten tom karton i køleskabet, som ved første øjekast kunne narre nogen andre (mig) til at tro, at der faktisk var mælk. 

Så var der mail fra ejendommens bestyrelse om rotter i kælderen 

og sidst men ikke mindst var motorlampen pludselig at lyse i min bil aftenen før.

Med den stemning skulle jeg så ud og fortælle om humor og glæde og fest på arbejdspladsen. Hvordan gør man det, når man mest har lyst til at gå tilbage under dynen? 

Tja, man forsøger at opmuntre sig selv. 

Det klassiske råd er jo at finde noget at være glad for – noget at være taknemmelig for.

Jeg har hørt det en million gange….

Og det kan også være meget godt, men hjernen har bare hørt det før, så måske kender du også fornemmelsen af at rulle med øjnene allerede ved præsentation af idéen. 

Jaja – glæd dig over kaffen

Jaja – gå ud i naturen og nyd den

Det virker, men måske kommer du, som jeg, til at afvise det før du overhovedet kommer igang. 

Og her kommer så dagens alternative råd, som jeg har hentet fra en af mine yndlingsforfattere – den nu desværre afdøde – Nora Ephron, forfatter til bl.a. Da Harry mødte Sally

Mærkeligt specifikke glæder

Jeg læste i en artikel om, hvad Nora Ephron glædede sig over og alt var beskrevet meget specifikt, fordi, forklarede hun, glæden bliver meget større, når man ved præcis, hvad man glæder jeg over.

Her er nogle eksempler :

• Den øjeblikkelige stilhed, der opstår, når du kører under en bro under et regnvejr

• Når du sover med åbne vinduer og det er koldt på dit værelse, men varmt under dynen

• Når et kogt æg skræller perfekt

• Når en sang slutter lige som du ankommer til din destination

• At have vandet en plante og bemærket, at dens blade bare er en lille smule mere friske end dagen før

• At støde ind i tilfældige fremmede, der smiler stort

Lav din egen liste eller fortsæt min og lur mig om ikke dit humør stiger bare en lille smule.

Kh Karen-Marie

Indlægget Sådan løfter du humøret på en træls dag blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Det er fristende at brokke sig, for det føles så godt bagefter. Man får lige afløb for alt det, der driller. Kaffemaskinen, der laver ekstremt dårlig kaffe. Kollegaen, der aldrig sætter sin frokosttallerken i opvaskemaskinen. Chefen, der bliver ved med at komme med vanskelige opgaver. Og den idiot, der har puttet tre kyllingebryster i bakken, når der tydeligt stod, der ville være fire. 

Problemet er, at det er lidt med brok som det er at tisse i bukserne i frostvejr. Lettelsen er kortvarig og langtidskonsekvenserne er til at tage at føle på. En gammel undersøgelse fra Stanford viser, at brok – uanset om du brokker dig eller lytter til det – ikke bare påvirker dit humør men også din hukommelse og dit stressniveau. 

Brok gør dig med andre ord sur, stresset og glemsom. Også selvom det er din kollega, der står for at brokke sig og du bare lytter til det. 

Brok smitter

Jeg er sikker på, du kender fornemmelsen. Du komme glad og smilende ind på arbejde, og møder din kollega. Men dit smil bliver ikke gengældt. I stedet får du en affaldsspand af sur energi i hovedet, fordi kollegaen har haft en træls kunde i røret eller har skændtes med manden fra morgenstunden. Din kollegas dag er ødelagt. Og det er din faktisk også. 

Brok stjæler vores humør og dræner os for energi. Og det smitter. Det er undersøgelserne sådan set enige om.

Og det kan vi ikke være bekendt. Ligesom vi ikke kan være bekendt at tage ned i wellnesscentret og gå i sauna, hvis vi lige har fået konstateret corona, kan vi heller ikke være bekendt at smitte andre med vores brok. 

Hvad kan vi gøre ved det?

“Gud give mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Sådan lyder sindsrobønnen, der stammer fra AA men bliver brugt mange andre steder, fordi den virker. Også når det gælder brok.

Hvis du skal brokke dig, så lad der være et formål. En hensigt om at ændre noget. Så er der en chance for, at dit brok rent faktisk kan gøre en forskel frem for bare at skabe dårlig stemning.

Flyt dig fra andres brok

Hvordan har du det med rygning? Hvad enten du er ryger eller ikke-ryger, så ved du, at røg ikke er sundt. Som ryger forsøger du at skåne andre mod røg. Du går udenfor, hvis du skal ryge eller stikker hovedet ind under emhætten. Og som ikke-ryger ved du, at du skal fjerne dig fra passiv rygning, hvis det er muligt. 

Se på brok som en cigaret fuld af ting og sager, der ikke er godt for dig. Og sørg for så vidt muligt ikke at udsætte dig selv for risikoen ved røg. 

Hvis du er så uheldig at være i selskab med en kollega, der altid brokker sig. Så forlad situationen. Du kan selvfølgelig stikke fingrene i ørerne og synge LALALALA (men der er nok en risiko for, at det vil skabe endnu dårligere stemning på kontoret), eller du kan flytte dig rent fysisk. Simpelthen gå din vej.

Tak fordi, du læste med…

KH Karen-Marie

Indlægget Pas på, du ikke bliver smittet blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

I dag er jeg inspireret af min skønne assistent Lene og en Facebook opdatering, hun lavede forleden. Hun skulle mødes med en person, hun ikke kendte i forvejen, og vedkommende havde spurgt – som man jo gør nu om dage – om hun var til albuehilsen eller håndtryk. Kækt havde hun svaret, at hun var til kram. Og det havde hun så fået. Et ordentligt, langt og trygt bamsekram.

Og krammet er jo vigtigt. Et kram stimulerer vores nervesystem og gør os både roligere og gladere. Vi kan simpelthen ikke leve uden.

Nej, nej, nej, det må vi ikkeeee…

Og nej, det må man selvfølgelig ikke: Gå og kramme løs på tilfældige mennesker. Assistent Lene levede på kanten, lige der. Blæste højt og flot på reglerne og tog en chance. For nogle gange er det altså med kram, som det er med Fru Murermester Jessen og desserter: “JEG TRÆNGER!” Og jeg tror, de fleste af os har nået et punkt, hvor vi trænger til kram og kærtegn. Det får man ikke så meget på Zoom eller Teams, eller ved at hilse med albuer eller jazz hands. 

Så hvad kan vi gøre ved det? I denne uges udgave af Podcasten PrøvLiåHørHer taler journalist Mette Oscar og jeg, om hvordan man kan snyde kroppen til at tro, at den får kærtegn. Blandt andet ved at få et kæledyr. Det forklarer hundeboomet her under Corona. 

Fakirer mangler ikke kærtegn

Og så gjorde en lytter os opmærksom på, at hvis man er fakir, så klarer man tilsyneladende krammekrisen lidt bedre end alle andre. Hun kunne nemlig fortælle, at man kan få en såkaldt SUKIMAT. En slags fakirmåtte – ikke med søm men med dejlige bløde gummidutter.

Akupressurpunkterne i måtten stimulerer sanserne og nervesystemet. På samme måde som et kram. Jeg skal skynde mig at sige, jeg ikke er sponsoreret af SUKIMAT. Jeg ejer ikke en, da jeg både har en mand og et kæledyr. 

Og nej, fakirmåtten erstatter ikke bamsekrammet, så ÅH hvor jeg håber, at vi snart må kramme igen!

Indlægget Et ordentligt bamsekram blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Mens robotter tusser rundt på Mars og undersøger kratere og sandbanker, ligger jeg her på min sofa. Det er tid til at komme op og komme i gang med dagens lange todo-liste. Min liste over dagens gøremål er som regel sjov og lige til at kaste sig ud i. Fordi den ret så ofte indeholder ting, jeg holder af at lave; møde med skønne mennesker, kommunikationskurser, foredrag og måske lidt afslapning med et genstridigt rosenbed i min have. 

Overspringshandlinger er der nok af

Men i dag er det lidt sværere at tage sig sammen. I dag står den nemlig på noget af det, der for mig er lidt mere kedeligt. Rengøring og et meget stort klædeskab, der skal ryddes ud i. Jeg gider ikke. Det er meget mere spændende at lave alt mulig andet

Der er så meget vigtigt, man kommer i tanke om, når man ligger der på sin sofa og prøver at finde en undskyldning for ikke at rejse sig. Jeg må hellere lige få bestilt den dims, jeg mangler til min mikrofon. Uh, der var en sjov YouTube video om hvordan man steger helleflynder. Hvad er der egentlig af sjove hæklerier på Pinterest? 

Muligheder, nysgerrighed og udholdenhed

Ja, man kommer vidt omkring i tankestrømmen, når man virkelig bare ikke gider den rengøring. Hvad er det nu de robotter på Mars hedder?

Der er de gamle robotter, som tusser rundt deroppe og har eksotiske navne som Opportunity og Curiosity – mulighed og nysgerrighed. Og så er der den sidste nye, som lige er landet og engang kommer hjem med en masse svar på, hvordan universet er skruet sammen. Den hedder Perseverance – udholdenhed. 

Jeg tror ikke, Udholdenhed, nogle gange vågner op om morgenen og tænker: “Jeg gider virkelig ikke undersøge det krater i dag. Jeg tror, jeg går på YouTube i stedet”. Nej, Udholdenhed gør det bare. 

Rummet er mit klædeskab og Mars er min have

Og her er et lille trick til, hvordan du kan komme i gang med de lidt mere irriterende gøremål, hvis du engang imellem har det ligesom mig og har lidt svært ved at trække dig selv op. 

Forestil dig, at du er en rumraket og sofaen er din affyringsrampe. Du er på vej ud på en spændende rummission. Du skal bare lige igennem en uendelig lang tur gennem partikler og endeløse lysår af vægtløshed. Så lander du på Mars og kan hygge dig med dine kratere. 

Og så er det jo egentlig bare at starte affyringen. Tæl ned fra 10 – 9 – 8 – 7 – 6 – 5 – 4 – 3 – 2 – 1 – AFFYR! Og på affyr springer du op fra sofaen som en raket og går i gang med din rejse. Der er ingen vej tilbage. 

Tro mig, det virker og kan bruges i alle de situationer, hvor det er lidt svært at tage sig sammen. 

KH Karen-Marie

Indlægget Åh, at være en rumraket blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

I dag har jeg lige optaget endnu en podcast sammen med min husjournalist Mette Oscar. Vi har faktisk snart optaget 100 podcasts sammen. Først var det podcasten De Glade Briller, der var mest for sjov og dernæst PrøvLiåHørHer, hvor vi prøver at fokusere på nogle af de udfordringer, danskerne kan have på jobbet eller i privaten. Særligt når det kommer til kommunikation.

Og i dag talte vi om trolde. Altså de der mennesker, der altid har en spydig kommentar til et facebookopslag. De, der lige skal kommentere på Linse Kesslers bryster eller fortælle Lars Løkke, at han er fed. Vi talte om, hvor let det er at komme til at sige noget grimt, når man ikke kan se hinanden i øjnene. 

Det er nemlig sådan, at empatien har lidt sværere kår, når vi ikke er ansigt til ansigt. Og i den skrevne kommunikation kan det være svært at fange den ironi og sarkasme, som vi danskere ellers er så gode til. Særligt i disse tider, hvor coronaen forhindrer os i at se hinanden i øjnene, skal vi være ekstra opmærksomme på at holde den gode tone.

Derfor var det også en fornøjelse i dagens afsnit at tale om, hvor helt fantastiske I er. Altså jer, der der følger mig på Facebook på enten Karen-Marie Lillelund – humor på arbejde eller på PrøvLiåHørHer. Jeg har nemlig kun fantastiske følgere! Der er aldrig grimme kommentarer – og hvis der er, så er det fordi jeg er kommet til at skrive noget sludder.

Så tak for jer. Jeg er verdens heldigste foredragsdame.

KH Karen-Marie

Indlægget Verdens bedste følgere på FB blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Ja, jeg kan kun beklage, hvis der for anden gang i træk går corona i den her på bloggen. Men nu er det jo ikke fordi, der sker så frygtelig meget andet i mit liv end temmelig begivenhedsløs selvisolation med min bedre halvdel. Og han vil nok ikke sætte pris på, at mine skriverier kom til at handle om ham og hans fortræffeligheder, selvom der er utrolig mange af dem.

Når det ser sort ud

Du havde sikkert, ligesom jeg selv, håbet på, at når klokken slog 24 d. 31/12-2020 og vi bevægede os ind i 2021, så ville alt hvad der hed corona forsvinde som dug for solen. Det ville blive forår, solen ville skinne, træerne springe ud, fuglene gå amok med glædeskvidren og vi ville mødes med 100 mennesker til en kæmpe fest, hvor alle havde farvestrålende drinks i hånden. 

Det skete ikke. Så nu kan vi gøre 2 ting. Vi kan sige “Øv, det var ærgerligt, lad os håbe, det bliver bedre snart!”, eller vi kan sige “Øv, det var ærgerligt. Det bliver aldrig bedre!”. Hvilket af udsagnene får dig til at føle dig bedst tilpas?

Nemlig. Det første. For det giver plads til håb, drømme og noget at glæde sig til, hvorimod det andet udsagn får os til at ville krølle os sammen og gemme os under dynen. 

Håb er taknemmelighed

Når du håber, åbner du op for drømme og positive tanker. Du bliver opmærksom på de gode ting, alle de ting, du kan være taknemmelig over. Og at få opmærksomheden rettet hen imod det, der varmer hjertet, er en fornuftig taktik, hvis du skal klare dig igennem krisen med fornuften i behold. 

Og så er vi tilbage ved noget, jeg har nævnt før. Prøv at lave en taknemmelighedsdagbog. Det behøver ikke at være en fancy pancy sød-tøs dagbog. Det kan være en helt almindelig A4-blok eller et lille hæfte, post-its, en rulle toiletpapir. Det må aldrig være besværligt at komme gang.

Hav blokken liggende på natbordet, og hver aften, inden du går i seng, skriver du 3 ting, du er taknemmelig for. Intet for stort, intet for småt. Det træner din hjerne til at få øje på, de ting, der giver dig glæde. Og glæde kan man ikke få for meget af. 

Og fordi du nåede helt herned i din læsning, kommer du på min taknemmelighedsliste i dag.

Karen-Marie

Indlægget Derfor må du aldrig opgive håbet ! blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Vinteren er ofte en udfordring for humøret, og i år er udfordringen særlig stor. Udover de mange mørke timer og alt det sollys, vi længes efter, så mangler vi nemlig noget af det, der er helt essentielt for os mennesker. Andre mennesker! Vi har i næsten et år været mere eller mindre afskåret fra at bevæge os frit og være sociale. 

Derfor er der ikke noget at sige til, at du mest af alt har lyst til at rulle dig sammen på sofaen under et slumretæppe og se nogle af de serier på Netflix, som du endnu ikke har set (hvis der er nogen tilbage). Det er helt naturligt, men jeg må desværre skuffe dig og fortælle dig, at det ikke er den bedste løsning. Og tro mig, jeg har også selv hang til sofaen i disse tider, og min divasjæl længes helt ned til mindste organisme efter igen at stå på en scene. Den tid den glæde! 

3 råd til at klare dig gennem vinteren

Tro mig, der er en vej gennem vinteren. Her er mine 3 gode råd til, hvordan du kommer gennem forsamlingsforbudsvinteren med forstanden i behold – og muligvis endda kan lære lidt på vejen.

1. Læs en bog og del dine tanker
   Drop de romantiske komedier på tv. De handler alligevel allesammen om det samme. Karrieremand/kvinde tager tilbage til sin landsby og møder en gammel flamme. De skal igennem en masse problemer, men redder selvfølgelig både landsbyen, julen og får hinanden til sidst. Kast dig i stedet over en bog og del den med vennerne. Måske kan I ligefrem lave en online bogklub.

2. Kast dig ud i naturen
   Selvom det er koldt og vådt, så sørg for at komme ud i naturen. Hver dag! Om ikke andet, så bare for at tage et par dybe åndedrag af frisk luft. Gå en tur, opdag nye steder. Særligt når vintersolen skinner fra en skyfri himmel, som den trods alt gør engang imellem. Skynd dig ud i det. 

3. Få en kreativ hobby
   Ja, jeg ved godt, det lyder lidt husmoragtigt, men der er virkelig meget glæde i at kaste sig over en god gammeldags syssel, når det er vintertid. Har du en drøm om at brodere et familieportræt, hækle en hue, strikke et halstørklæde eller lægge et puslespil på 1000 brikker. Så er vinteraftnerne de perfekte aftner til at kaste sig over det. Jeg lover dig, at tilfredsheden, når du har lagt den sidste brik eller lavet det sidste sting, er til at tage og føle på. Og så er der det gode ved det hele. Selvom 2021 måske ikke fik den start, vi alle drømte om, så bliver det ikke ved. 

Det bliver godt igen! 

Efter vinter kommer vår. Vi kommer til at kunne mødes igen. Vi kommer til at kramme. Drikke rigtig mange drinks med en forfærdelig masse mennesker på terrassen. Danse tæt på overfyldte dansegulve. Går til foredrag eller i teatret. Spise på restaurant. Alt det, vi savner og længes efter. Det kommer tilbage. Lige om lidt!

Hold ud, kære du! Vi ses 

Indlægget Væk mig, når det er sommer! blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Lidt frisk overskrift, jeg ved det godt. Men ikke desto mindre er det sandt at rutineprægede aktiviteter, som f.eks. brusebadet, er noget af det bedste til at sætte gang i kreativiteten.

Det var Heidi Møller fra GåMigGlad, der satte gang i tankerne. Jeg interviewede hende tidligere på året til vores podcast “Prøvliåhørher” og hun fortalte om, hvor meget gåture kickstarter kreativiteten.

Det er nemlig sådan, at når hjernen ikke skal koncentrere sig om det, man er igang med, så begynder den at tænke på noget andet.

Altså, når noget er lagret som en vane, når man er blevet det, der så fint hedder “ubevidst kompetent”, så bliver der frirum til kreative tanker.

Du kender det garanteret godt. Det er lige inden man falder i søvn, der kommer en god idé eller en løsning. Det er under bruseren, mens man børster tænder eller hvis man vasker op.

Udfordringen er at huske idéerne. Så derfor har jeg et forslag.
Få dig en lille notesbog. Sådan en helt gammeldags en af papir, som man skriver i med en rigtig blyant eller kuglepen. Apps er nemlig ikke så gode i denne sammenhæng, fordi der altid er distraherende elementer, som får tankerne til at flyve ind i hverdagscentrifugen igen.

Så altså….
1 stk gammeldags notesbog med en lille blyant, som du altid kan have med.
Den kan ligge i vindueskarmen, når du er i brusebad og på natbordet, når du sover.
Den generer ingen, men den kan måske hjælpe din kreativitet på vej.

Kærlig hilsen
Karen-Marie

Indlægget Derfor får du de bedste idéer under bruseren blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Dette kan grisehandlerens Katrine Larsen lære os om kommunikation.

Corona har lært os at vaske hænder og hoste i ærmet. Måske kunne vi også lære at kommunikere åbent, nuanceret og anstændigt. Det betyder blandt andet en åbenhed overfor, at nogen kunne mene noget andet end dig selv. Og en åbenhed overfor, at de måske også ved mere end dig

Kan du huske den scene fra Matador, hvor kommunisten Røde skal flygte til Sverige? Han bliver advaret af Sofus Betjent og når derfor at flygte ud til grisehandler Larsen – (ja, jeg har brugt Corona tiden til at gense samtlige afsnit af Matador).

Røde sidder i varmen ved Katrines køkkenbord og undrer sig over, at Sofus Betjent har hjulpet ham, “for han stemmer jo Højre”, hvortil Katrine Larsen svarer: “Ja, jeg stemmer på Venstre, og jeg vil også gerne hjælpe.”

Og er det ikke sådan generelt, at vi mennesker gerne vil hjælpe? Det handler ikke om partifarve eller andre forskelle. I nøden rækker vi helt pr automatik ud til hinanden. Men når frygten letter lidt, kigger gamle vaner frem og ligesom vi måske kan være i fare for at glemme det med at hoste i ærmet, så er vi også i fare for at falde tilbage til gamle kommunikationsvaner. Her kunne vi måske i stedet lære noget af Katrine Larsen.

Det er blevet en råbekonkurrence

Katrine Larsen tager det meste med ophøjet ro. Hun fordømmer ikke , men er heller ikke bange for at sige sin mening. Folk respekterer hende, fordi hun står fast med fødderne solidt plantet i både sin muld og sit værdigrundlag. Det hun mener, mener hun, men hun har heldigvis ikke behov for at mene noget om det hele.

Og lad os tage ved lære af det. Lige nu – også før Corona – er kommunikationen i DK blevet et råbekor af holdninger. Eller knapt nok holdninger. Det er nærmere personlig bekrigelse af andre, bare fordi de har en anden holdning eller et andet slags liv end en selv.

Tag Lars Løkke som eksempel. Man kan være enig eller uening med ham. Man kan stemme på ham eller lade være. Det er sagen uvedkommende. Han tillader sig at stille kritiske spørgsmål til regeringens strategi. https://www.berlingske.dk/opinion/lars-loekke-efterlyser-hvad-er-strategien-mette

Det skal han jo gøre. Han er folkevalgt politiker. Han er i opposition til regeringen, så selvfølgelig forholder han sig kritisk. Men folkehavet reagerer. Ikke i en politisk nuanceret diskussion men med grove personlige kommentarer som: “Du er fed og drikker fadøl, og du skal holde din kæft.” Det er utroligt, hvad han skal høre på af had.

God kommunikation handler om at være nysgerrig

Kunne man forestille sig, at du i stedet for at råbe af Lars Løkkes statur eller påståede ølforbrug, gav dig tid til at læse indenad. Hvad skriver manden? Hvad mener han? Måske er du enig. Måske er du uenig. Det er sagen underordnet.

God kommunikation handler om at være nysgerrige på hinanden. At slå hørebøfferne ud og rent faktisk lytte. Og engang imellem måske også erkende, at der er folk i denne verden, som ved mere om et emne end en selv eller at man simpelthen må være enige om at være uenige.

Tidligere politiker Özlem Cekic er jo nærmest blevet verdens berømt for netop at gå i dialog med de mennesker, hun er uenig med. Hun inviterer til dialogkaffe ud fra devisen, at vi kan lære noget af dem, vi er uenige med, hvis vi bare holder os nysgerrige.

Vi skal genstarte den gode kommunikation

Vi har ikke brug for forsimplede fjendebilleder som altid går ud på at skyde skylden på nogen. Vi har brug for at tale sammen.

Lad os prøve at hjælpe hinanden med at efterleve det gamle reklameslogan fra Call Me: “Tal ordentligt”. Det gælder både, når vi mødes i den virkelig verden men ikke mindst, når vi sidder og får lyst til at råbe på nettet.

Andre må godt mene noget andet end dig. Det gør dem ikke til dårligere mennesker. “Jeg vil også gerne hjælpe”, siger Katrine Larsen. Og du kan starte den gode kommunikation allerede i dag. Skulle du for eksempel være uenig med mig i denne lille blog, så lad os tage en snak om det.

Med venlige og ikke råbende hilsener

Karen-Marie

Indlægget Jeg vil også gerne hjælpe blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Når man er rejsende i godt humør, er det et af de spørgsmål, man ofte må svare på. Og jeg ville da lyve, hvis jeg påstod, at jeg altid var glad.

Der ville være noget galt med mig, hvis jeg aldrig vågnede op om morgenen og havde fået det forkerte ben ud af sengen. Eller hvis jeg ikke engang imellem blev irriteret over en barnevogn, der stod skævt parkeret i opgangen – og måske endda fik revet hul på strømperne i forsøget på at kante mig forbi.

Selvfølgelig er jeg ikke altid i godt humør. Men næsten. Og nu skal jeg fortælle dig, hvorfor.

En lukket Storebæltsbro

Igår var jeg på vej hjem fra Jylland. Jeg var træt efter en begivenhedsrig dag med foredrag for nogle skønne mennesker, og jeg trængte bare til at komme hjem, få en krammer af Haitianeren (som jeg er gift me), smække benene op på sofabordet og sippe et glas rødvin (mens han tilberedte en middag til mig. Han er nemlig god til at lave mad).

Men ak. Storebæltsbroen var lukket, og gourmetmiddagen og afslapningen måtte skiftes ud med ventetid i Nyborg. I den grad en træls afslutning på en ellers fantastisk dag. Og hvad gjorde Karen-Marie så? Hun brokkede sig på Facebook.”Der er ting, hvor man helst vil være med fra begyndelsen og så er der lukning af Storebæltsbroen!!! Nyborg nu på 3. time. Jeg vil HJEEEEM”, skrev jeg.

Det sjove ligger i det trælse

Det viste sig, at flere af mine venner var strandet i samme umulige kø. Og vi begyndte at skrive om, at vi da kunne holde en lille koncert. Det gjorde vi ikke, men bare forestillingen om, at min ven Mickey hev klaveret frem og begyndte at spille, mens jeg skrålede, var nok til at få mig i godt humør igen, og korte flere timer af ventetiden.

Når man kan vende det trælse til noget positivt, bliver livet lidt sjovere. Og fantasien lader sig heldigvis ikke sådan stoppe. Så selv om trafikken står helt stille, kan hjernen jo godt tage på en lille rejse til et sjovere sted eller bare en sjov oplevelser der, hvor man er.

Kærlig hilsen

Karen-Marie

Indlægget Er du aldrig i dårligt humør, Karen-Marie? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Vi har alle haft én, og det er faktisk næsten ligegyldigt, hvad hun gør. Alt ved hende irriterer dig. Den måde, hun opfører sig på til møder. Den måde, hun spiser sin frokost på. Den måde, hun taler i telefon på. Og det hjælper ikke på sagen, at hun er chefens yndling. Men hvad gør man ved en irriterende kollega?

Vi bruger så utrolig mange timer med vores kolleger. Mange bruger flere timer med dem, end de gør med deres ægtefæller (hvis man ikke tæller nætterne med). Så samarbejdet skal bare fungere.

Men nogle gange får man en kollega, som går en på nerverne. Og før man ved af det, så kan man kun se det irriterende ved personen.

Hvorfor bliver jeg irriteret?

Mennesker har som regel de bedste intentioner, og det er de færreste, der vågner op om morgenen, og tænker: “Nu tror jeg, jeg vil går hen på kontoret og irriterer Karen-Marie mest muligt”. Du må som udgangspunkt gå ud fra, at din kollega ikke er irriterende med vilje.

Derimod kan du måske bruge lidt krudt på at overveje, hvad det er der irriterer dig, og hvorfor lige præcis den kollegas måde at hælde kaffe op på, provokerer dig så meget? Måske minder hun dig om nogen eller noget?

Hvad er det for følelser, hun vækker hos dig? Måske minder hun dig om din mor og din gamle dansklærer. Hvis du er opmærksom på, hvor irritationen kommer fra hos dig selv, er du allerede nået et langt stykke.

Man kommer langt med spørgsmål

Når der er et menneske, man ikke bryder sig om, kan det være en god idé at prøve at forstå personen. Hvad er personens bevæggrunde for at handle som hun gør? Vær nysgerrig og stil spørgsmål til de ting, du ikke forstår (uden selvfølgelig at blive irriteret over, at hun svarer på en virkelig irriterende måde).

Jo mere nysgerrige, vi er på hinanden, jo bedre forstår vi hinanden. Så øv dig i at være nysgerrig på det menneske, der irriterer dig.

Og ja, jeg indrømmer, det er nemt at sige, når man, som jeg, er selvstændig, og den nærmeste kollega er chefkonsulenten – en meget sød gravhund ved navn Nynne, som simpelthen ikke er klog nok til at have skumle bagtanker.

Men selvom det er svært at være åben, nysgerrig og forstående. Så prøv alligevel. Allermest for din egen sjælefreds skyld.

Indlægget Min drønirriterende kollega blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Mine venner har bygget en terrasse foran deres hus. En stor flot træterrasse med masser af plads til at have hele familien på besøg på de lange lyse sommernætter. Byggeriet stod på i sommers, og mine venner havde selvfølgelig advaret naboerne om lidt larm i dagtimerne.

Et par dage før, terrassen stod færdig, kom naboen forbi. Mine venner fortalte, at de snart var færdige med at hamre og banke, hvortil naboen svarede, at deres larm ikke var til at holde ud, og sådan havde det i øvrigt været i 19 år.

De anede ikke, de var til besvær

Her stod mine venner og troede, at de bare var til besvær et par uger i sommerferien, fordi der skulle hamres nogle søm i nogle brædder. I virkeligheden har naboen været utilfreds med deres måde at være i deres egen have på i alle de 19 år, mine venner har boet i huset.

Havefester, familiekomsammener, lyden af børnebørn. Det hele har øjensynligt gjort naboen gal i skralden, men hun har aldrig sagt det til dem. Ikke et eneste pip om, at der var problemer. Og det var nok det, der gjorde mine venner mest kede af det. For de har ikke haft en chance for at gøre noget ved det.

De troede, de havde et godt naboskab. I virkeligheden har naboen været sur lige siden, de flyttede ind.

Stakkels nabo

Hvad sker der, når man går rundt og lader en konflikt sidde i kroppen i

19 år? Jo, det skal jeg sige dig. Man bliver fyldt med galde, og lige pludseligt eksploderer man, som det var tilfældet for denne nabo.

Jeg har faktisk lidt ondt af personen. Tænk at gå rundt og være sur i 19 år. Det er sådan ca. 18 år, 364 dage, 23 timer og 50 minutter mere, end jeg selv kan mønstre. Nu er jeg selvfølgelig også til den muntre side, men jeg tror altså ikke på, det er godt for kroppen at gå rundt og hobe galde op.

Øvelsen er, at tage tyren ved hornene. Sig fra, når der er noget der generer dig, så det ikke hober sig op. Hvis ikke, du fortæller andre, hvornår dine grænser for larm på terrassen er nået, så ved de jo ikke, hvornår de skal skrue ned.

Og efter 19 år er det altså for sent.

Jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du har tilsvarende historier fra din hverdag, om små konflikter, der blev lidt for store.

Kærlig hilsen
Karen-Marie

Indlægget Efter 19 år er det for sent at brokke sig blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Er du introvert eller ekstrovert? Igangsætter eller afslutter? Er du en 4’er eller en 8’er? Analytiker, diplomat, udforsker eller vagtpost? Nettet boomer med personlighedstests, der kan fortælle dig, hvilken type du er. Men kan du egentlig bruge den viden til noget?

Indrømmet. Jeg er til fals for personlighedstest. Jeg synes det er sjovt. Men jeg føler også, jeg kender mig selv godt nok til ikke at blive overrasket, når jeg tager en af nettets mange tests. Men det er jo altid dejligt at blive bekræftet i, at man er en kreativ sjæl med hang til at udsætte alt til sidste øjeblik.

Er du den rette medarbejder?

Nu er det jo ikke sådan, at hvis det viser sig, at du er en type x i stedet for en type y, så bliver du aldrig forfremmet eller mister dit job. De fleste virksomheder bruger testene til at få en indikation af, hvordan deres personalegruppe ser ud, og hvad gruppen mangler for at kunne fungere optimal.

For eksempel dur det jo ikke, at en virksomhed kun har ansatte, der kan få gode idéer (med mindre, det er en idébank). Der skal også være nogen, som kan føre idéerne ud i livet.

En persontypetest fortæller ikke alt om dig

Du kan bruge en persontypetest til at få en indikation af, hvordan du er som medarbejder, og hvilken branche, der måske vil være god fra dig. Men i langt de fleste tilfælde fortæller testen dig nok ikke noget, du ikke vidste i forvejen.

Testen kan derimod sige noget om, hvordan du arbejder sammen med andre. Den kan give dig en forståelse af, hvorfor dig og kollegaen altid kommer i karambolage, når det gælder deadlines. Hvis du nu for eksempel selv er en type, der altid overholder deadlines, og din kollega er lidt mere laissez faire, så kan det jo unægteligt være svært at blive enige. En test kan give dig en forståelse af, hvordan din kollega fungerer. Og det kan gøre samarbejdet lettere, at I forstår hinanden.

Du kan teste din arbejdspersonlighed lige her – eller du kan google persontypetest, og bare gå ombord i de utallige tests, der findes.

Kærlig hilsen
Karen-Marie

PS: Denne blog er skrevet umiddelbart inden deadline. Sådan en type er jeg nemlig.

Indlægget Hvilken type er du? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Overspringshandlinger og alt for mange bolde i luften er nogle af grundene til, at arbejdsdagene smutter gennem fingrene på os, og vi ikke rigtig føler, at vi får noget fra hånden

Jeg har en tilståelse. Når jeg arbejder hjemmefra, kan jeg nogle gange godt en gang imellem have en lille bitte smule svært ved at bevare fokus. Bare en lille smule. Der er så utrolig mange kopper kaffe, jeg skal have lavet. Og vasketøj, der skal sættes over i stedet for arbejdet ved computeren. Eller jeg skal lige tjekke Facebook.

Vi elsker overspringshandlinger

Kender du det? Det kan jeg fortælle, at de fleste danskere gør. Overspringshandlinger er noget af det, vi er allerbedst til.

En del virksomheder tillader simpelthen ikke, at medarbejderne arbejder hjemmefra, netop på grund af disse overspringshandlinger. Men faktisk kan du sagtens lære at være effektiv og struktureret. Også på hjemmekontoret. Og hvis du gør det rigtigt kan du få mere fra hånden på kortere tid.

Lige præcis struktur og fokus er grunden til, at det er lykkes for en virksomhed som IIH Nordic at indføre en 4-dages arbejdsuge for deres medarbejdere. Det kan ikke lade sig gøre, hvis ikke man arbejder målrettet med at gøre arbejdstiden både struktureret og effektiv.

Kvinder er gode til at multitaske

Ja, lad os lige starte med at slå den myte ihjel. Kvinder kan måske nok multitaske, men det betyder bestemt ikke, at opgaverne bliver løst hurtigere. Faktum er, at hvis du laver to ting på én gang, så er der en stor sandsynlighed for, at du laver begge ting lidt langsommere, og måske heller ikke helt så godt, som hvis du løste en opgave ad gangen.

Lad os tage et eksempel. Du sidder med din telefon og skriver lidt med en veninde, mens du ser krimi på tv. Pludselig går det op for dig, at du ikke har fået at vide, hvem det er, der er detektiven i tv-serien og hvem der er den onde. Du må starte forfra på serien.

Æggeur og internetblokkere

Struktur og fokus er temmelig kedelige ord, og jeg er jo ikke ligefrem en strukturfascist. Jeg kan godt lide, at man ikke altid ved, hvad dagen bringer. Men hvis jeg har deadlines og ting der skal være færdige, så kan det altså være meget godt at vide, hvordan man skaber struktur.

Her er nogle måder at blive mere effektiv på arbejdet

1. Få dig et æggeur

Nogle gange kan det være en god idé at bide en opgave over. Hvis den nu er svær at komme i gang med. Jeg kan her endnu engang nævne min vinbog, der er lige på trapperne (den skal nok blive færdig). Her kan det være en god ide at sætte et æggeur. Du kan for eksempel sætte det til 25 minutter, og mens det står og tikker, så arbejder du fokuseret på din opgave. Uden afbrydelser. Der er stor sandsynlighed for, at du er kommet ind i et godt flow, når tiden stopper, og har lyst til at fortsætte opgaven

2. Tjek din mail på faste tidspunkter

En af de største tidsrøvere er e-mailen. Vi tjekker mails konstant. Beslut dig for kun at tjekke mails 2-3 gange om dagen, og afsæt der også tid til at svare på dine mails. Det kan være om morgenen, når du møder på arbejde, lige efter frokost, og inden du går hjem.

3. SoMe

Sociale medier tager også utrolig meget af vores tid. Og der findes faktisk apps og hjemmesider, der blokerer din adgang til sociale medier i 1 time, 2 timer eller så lang tid, du nu har brug for. Prøv at google internetblokkere, og få diverse apps og hjemmesider, der kan hjælpe dig med ikke at blive forstyret.

PrøvLiåHørHer på mandag

På mandag i min spritnye podcast taler jeg med journalist Mette Oscar om netop det med at være fokuseret og struktureret. Så lyt med og bliv endnu klogere på, hvordan du kan få en hverdag, hvor arbejdsopgaverne fylder mindre, og der er mere tid til alt det sjove.

KH Karen-Marie

Indlægget Hokus Pokus struktur og fokus blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Er du også typen, der altid ender med at skrive referat, eller fylde papir i printeren? Havner de kedelige opgaver altid på dit bord? Kommer du altid til at sige ja, der hvor du egentlig mente nej? Så læs med

Det kan være overordentlig svært at sige nej. Særligt for os servicemindede typer, der bare rigtig gerne vil have, at andre får en god oplevelse. Du kender det godt. Lige pludselig er det dig, der har lovet at bage pandekager til 60 mennesker til sønnens klasse, mens nogle andre bare er sluppet billigt med at købe smør. Og hvis du har svært ved at sige nej overfor bekendte, venner og familie, er der er en stor sandsynlighed for, at du har endnu sværere ved at sige nej til kollegerne – og chefen.

Men det kan være rigtig godt at øve sig i at sige nej til arbejdsopgaver. For det første, så slipper du for, at du får flere opgaver, end du rent faktisk kan klare.

For det andet, så er de opgaver, du har lyst til at sige nej til, ofte opgaver der dræner dig for energi. Du siger sikkert ikke nej til den sjove opgave (selvom det er en endnu sværere øvelse, som også kan være god, hvis du har for meget om ørerne).

Og så er der nu altså noget tilfredsstillende ved at tage en beslutning om, at denne her opgave vil jeg ikke have. Nej tak, siger jeg bare!

Men det er jo Chefen, der spørger

Det kan være særligt svært at sige “Tak, men nej tak” til chefen. Mange er bange for, at de bliver fyret, hvis de ikke løser alle de opgaver, der lander på skrivebordet. Og du kan selvfølgelig ikke nøjes med kun at sige ja til de sjove opgaver. Selvfølgelig skal man engang imellem lave noget man ikke rigtig gider.

Men nogle gange kommer man til at sige ja til en opgave, der suger al energi ud af en. Jeg kan nævne et eksempel. Jeg har skrevet en vinbog sammen med min bror. Den er næsten færdig. Den er sjov. Og jeg mangler bare lige at redigere det sidste. Og det har taget mig næsten et år. Det var en af de opgaver, jeg skulle have sagt nej til eller fået en anden til at gøre for mig.

Som selvstændig er jeg heldigvis i den situation, at jeg ikke kan blive fyret, hvis jeg overlader de opgaver, der dræner mig, til andre. Jeg kan sagten sætte mig ind i, at det er svært at sige nej til en overordnet. Men hvad hvis der er en af dine kolleger, der kan løse den bedre, og måske endda også synes den er sjovere?

De 4 nej’er

Jeg faldt lige over en gammel artikel fra Væksthus for Ledelse. Her taler min gode ven, foredragsholder Sebastian Nybo, om 4 forskellige måder at sige nej på:

1. Det kompetente nej.

Det er her, hvor du vurderer din mulighed for rent faktisk at udføre opgaven, og for eksempel siger: “Hvis jeg skal nå dette, er der noget andet, jeg skal skære væk. Hvad skal jeg prioritere?”

2. Det kærlige nej

Det er her, hvor du viser omsorg overfor den der spørger dig. “Jeg er glad for, at du spurgte mig. Jeg har ikke tid. Kan vi tale om det senere på ugen?”

3. Det forunderlige nej

Dette er ifølge Sebastian Nybo et nej forklædt som et ja. Det er her, hvor du siger: “Jeg skal lige vurdere, hvad der ellers ligger, og så vender jeg tilbage”.

4. Og det resolutte nej

Ja, det giver jo næsten sig selv. Et stort og rungende nej.

Hvis det er svært at sige nej, er der kun en udvej og det er at øve sig. Øv dig f.eks. på telefon sælgere. De er insisterende og føles også tit irriterende, men det er helt risikofrit at sige nej til dem. De fleste af os har lyst til bare at give dem det resolutte nej hver gang. Men prøv også de andre af. Det kan ende med at blive helt underholdende for dig.

Indlægget Kunsten at sige nej tak blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Måske er du allerede ved at pakke kufferten og drage sydpå. Måske har du et sommerhus i Danmark, hvor du elsker at tilbringe sommermånederne. Måske er du campist – eller naturist – eller begge dele

Uanset din foretrukne ferieform, så sker der noget om sommeren. Vi går ned i gear. Tingene går lidt langsommere. Vi lader roen sænke sig, og selv hvis man ikke har ferie, er tempoet på arbejde som regel også sat lidt ned. Og det er ok, for det er jo sommer.

Mit råd til dig denne sommer er at lade din hjerne tage på ferie også. Det handler til dels om at slukke mobilen engang imellem, og i stedet gå i haven og hygge om blomsterne eller gå en tur ved stranden. Springe med ungerne i havevanderen. Nyde duften af grill. Alle de ting, der gør sommeren til noget særlig for dig.

Og så handler det om at lade din hjerne tage på rejse. Hvis vi ikke får en tropisk sommer som sidste år, og ikke lige har råd til at rejse afsted. Så lad dagdrømmene få frit spil. Lad hjernen befinde sig lige der, hvor den har brug for at være. Lad den rejse til en øde ø i Filippinerne, lad den gå på Caminoen, eller lad den danse i armene på Don Pedro i Argentina.

Vores dagdrømme kan synes tåbelige og banale, men i virkeligheden er dine dagdrømme med til at udvikle din kreativitet og intelligens. Det viser i hvert fald en undersøgelse fra Georgia Institute of Technology, hvor 112 personer var blevet testet på deres evne til at dagdrømme. Det viser sig, at dagdrømmere er bedre til kreativ problemløsning og til at planlægge fremtiden eller forestille sig, hvad den bringer. Til gengæld er dagdrømmere knap så logiske, som de, der lader hjerne blive sammen med kroppen.

Men du kan altså roligt lade din hjerne rejse på ferie uden dig. Det er gratis og det kan du lige nævne overfor den logiske del af hjernen, hvis den pludselig laver ballade og siger, at safari er alt for dyrt. Vi har brug for begge dele af hjernen og hverdagen træner som regel mest den logiske. Så min opfordring er at bruge sommerferien til at træne den anden, den dagdrømmene side. Jeg har i hvert fald planer om at lægge mig i havestolen og lader tankerne flyve lige derhen, hvor de har lyst til.

Rigtig god sommer til dig.

KH Karen-Marie

Indlægget Hvor rejser du hen? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Kender du det med at vågne om morgenen med en fornemmelse af, at du har drømt noget vigtigt? En lækker drøm, noget spændende, et mareridt. Noget, som du bare må huske?

Det sker af og til for mig, at jeg vågner op på den måde, og der går lige præcis 5 minutter – måske ikke engang – så har jeg glemt det hele igen. Også selvom jeg havde en klar følelse af, at det altså var noget, jeg ikke måtte glemme.

Min gode veninde, der er psykolog, har samlet på drømme i over 20 år. Hver eneste morgen skriver hun sine drømme ned, fordi hun er overbevist om, at drømmene er der for at fortælle os noget. Drømmene er underbevidstheden, der taler til os. Når du drømmer noget, skal du lytte.

En meget underlig drøm

De drømme, jeg husker, er som regel meget mærkværdige. Som f.eks. forleden, hvor jeg skulle forsøge at instruere Liverpools manager i en koreografi på Det Ny Teater. Alle dele af den drøm er urealistiske. Han ville aldrig skulle på scenen i en musical og hvis han skulle, var det INGEN, der ville bede mig om at hverken koreografere eller instruere koreografi. Jeg havde haft en dag med Liverpoolfans og havde insisterende holdt et lille foredrag for dem og sunget HELE Liverpools kendingsmelodi “You’ll never walk alone” ( fra musicalen “Carousel”) for dem. Og nogle gange er drømmene bare sindets måde at bearbejde den dag, der er gået, så du er klar til en ny dag. Men det gør jo ikke drømmen mindre interessant indimellem bare stærkt underholdende.

Skriv drømmene ned

Du kan godt øve dig i at blive bedre til at huske dine drømme. Det kræver først og fremmest, at du begynder at skrive dem ned. Og det dur altså ikke at vente til du lige har været på toilettet og fået lavet dig den første kop kaffe. Det dur ikke engang, at du lige skal op og finde pen og papir frem eller tænde computeren.

Du skal have en blok liggende ved sengen, og så skal du skrive ned som det første, når du vågner af din drøm. Efterhånden bliver du bedre til at huske drømmene. Min veninde, der har samlet på drømme i alle årene, kan huske alle sine.

Når du så har samlet nogle drømme, så tag dem frem og se, hvad det er for en historie, de prøver at fortælle. Jeg er sikker på, du bliver klogere.

Jeg vil i hvert fald give det et forsøg og begynde at huske mine drømme.

Indlægget Hvor er alle drømmene, du drømte? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Er du typen, der holder venneregnskaber, og bliver du irriteret, hvis regnskabet ikke går op? Er du altid den, der inviterer, eller når de andre altid at komme dig i forkøbet, inden du overhovedet har fået fundet en dato?

I sidste uge, da vi skulle indspille podcasten De Glade Briller, kom vi til at snakke om venne-regnskaber. Min medvært Mette og jeg er begge sådan nogle typer, der ikke rigtigt holder regnskab, men det ved vi godt, der er nogen, der gør.

Balance på karma-kontoen

Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det handler vel om, hvordan man er som type. Nogen har brug for at have orden i regnskabet på den indre karma-konto, og får det ved at gengælde en hyggelig aften med en ny hyggelig aften. Nogen tænker, at det er jo bare er hyggeligt, når man er sammen, uanset hvem der tager initiativet. Så hvorfor ikke lade de andre gøre det.

Og så er der sådan nogle som mig, som måske har et større behov for at se andre i selskabeligt lag, end de umiddelbart har for at se mig. Og så bliver det jo unægteligt mig, der kommer til at invitere til middag i tide og utide. De af mine venner, der har behov for ligevægt i karmaregnskabet, vil jo få stress, hvis de skal invitere tilbage, hver gang, jeg får behov for at se dem.

Kend din type

Omvendt kan jeg ikke sige mig helt fri for indimellem at føle mig lidt overset og glemt, hvis de andre ingen initiativer tager. Så bliver spørgsmålet pludselig, om vi overhovedet ville bevare venskabet, hvis jeg ikke ringede. Den slags kan hjernen jo nemt gøre til en større krise, hvis man ikke stopper den.

Men ligesom jeg skrev i sidste uges indlæg, så hjælper det også her at bede om det, man gerne vil have. Så hvis regnskabstrangen og forladtheden melder sig, sender jeg en sms og beder om lidt opmærksomhed. Det får jeg heldigvis. Også selvom det sikkert virker lettere idiotisk på mange af mine venner at få sådan en besked.

De er søde, de bærer over og sender både opmærksomhed og kærlighed min vej. Og sådan kan man kende rigtige venner. Ikke på hvor meget og hvor regelmæssigt, de inviterer.

Indlægget Det var altså os, der inviterede sidste gang! blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Er du tydelig nok, når der er noget du gerne vil have? Og får du det sagt, så modtageren forstår dit budskab? Når man, som jeg, har kommunikation som levevej, så er det jo utrolig vigtig selv at være klar i spyttet.

Og alligevel lykkes det ikke altid. Som for eksempel forleden, hvor min iøvrigt søde mand havde placeret en kæmpe plantekasse midt på græsplænen, hvor jeg i hvert fald ikke syntes den skulle stå. I stedet for at foreslå et andet sted, hørte jeg mig selv sige med spidst og passiv aggressiv stemme:”Skal den stå der?”. Heldigvis har min mand humoristisk sans og sagde med stor og dramatisk stemme “ Nej, DET skal den OVERHOVEDET ikke, hvem HAR dog stillet den der.” .. og så blev det til latter i stedet for unødvendig konflikt.

Tante Tydelig

Og humor gør bestemt livet nemmere. Men det gør god og direkte kommunikation altså også. Min gamle tante er min store inspiration. Hun lever desværre ikke mere, men da vi var børn, elskede jeg at besøge hende. Hun havde en gammel lystgård, og når hun inviterede gæster, var det altid mange gæster.

Min tante var nem at besøge, og det tror jeg, var fordi, hun var tydelig. Hun sagde simpelthen, på en pæn og venlig måde selvfølgelig, hvordan hun gerne ville have det. Når jeg kom hjem til hende og fik anvist et værelse i det store hus, sagde hun “her skal du bo, og det vil være dejligt, at du gør rent efter dig, inden du tager hjem.” Og det gjorde jeg selvfølgelig. Det var altså ikke sikkert, jeg som barn havde husket det, hvis jeg ikke havde fået det at vide. Det er blot et lille eksempel. Min tante var god til at fortælle, hvordan hun ville have det hele vejen igennem.

Bed om det

Forleden havde jeg besøg af en venindes teenagedatter, og pludselig kunne jeg mærke lidt af min gamle tante i mig. Den unge pige havde fået dessiner med hjemmefra, om at hun sørme skulle opføre sig ordentligt, når hun var på besøg hos Karen-Marie. Og jeg kunne mærke, at hun var forhippet på at gøre det så godt som muligt og derfor hele tiden lidt nervøst spurgte, om hun skulle hjælpe med noget. Jeg ville gerne have hende til at slappe at, så jeg prøvede at prøvede hende, som min gamle tante hjalp mig dengang – med at fortælle hende, at hun bare kunne slappe af. Jeg skulle nok fortælle hende, hvad jeg gerne ville have hende til at hjælpe med og hvornår.

Det hjalp. Hun slappede af og opførte sig i øvrigt fuldstændig eksemplarisk, mens hun var hos mig. Og hun gjorde præcis de ting, den gamle tante Karen-Marie bad hende om og behøvede ikke at bruge tid på at gætte mine ønsker, fordi kommunikationen var tydelig.

Det er selvfølgelig ikke altid, man får, hvad man beder om. Men hvis ikke, man beder om det, så er sandsynligheden for at få det i hvert fald endnu minde. Så lad det være øvelsen i denne uge. Sig det højt. Fortæl andre, hvad du forventer af dem eller har brug for hjælp til og se, om ikke det hele bliver lidt nemmere.

Indlægget Hvad vil du gerne bede om? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Det er en gammel sandhed at man ikke kan hælde fra en tom kande.

Men ved du, hvordan du holder din egen kande fuld?

Vores moderne liv er fyldt med tilbud om retreats og afslappende ophold både i udlandet og herhjemme.

Men hvad med hverdagen, får jeg lyst til at spørge. For een ting er jo at fylde kanden op i ferie og weekender, men det vigtigste er vel hverdagen.

For det er jo dem, der er flest af.

Selv lærte jeg som 25-årig, hvor vigtigt det er at passe på overskuddet, da jeg ramte bunden og ikke selv kunne komme op.

Jeg havde været på tourné som musical-skuespiller i næsten et halvt år og på det nærmest ikke haft tid alene. Om dagen var vi sammen rundt i den by, vi nu var i. Om aftenen stod vi på scenen sammen og om natten sov vi sammen, fordi produktionen ikke havde råd til enkeltværelser. Vi var jo unge og glæde og synes bare det meste var skønt og sjovt. Også jeg. Men da jeg kom hjem blev jeg ramt. Efter et halvt år med intenst socialt samvær i alle døgnets timer var jeg simpelthen brugt op. Der var ikke mere energi og jeg sad bare på gulvet i min lejlighed og havde en voldsom trang til at gemme mig for verden.

Jeg var handlingslammet og helt til rotterne.

Heldigvis var der en god kollega, de på en eller anden måde hvade set det komme. Og på en af tournéens sidste dage rakte ud og gav mig nummeret til en psykoterapeut, hvis jeg skulle for brug for det, som hun sagde. Jeg fattede ikke en brik. Men tog jo pænt i mod. Og da jeg sad der på gulvet i min lejlighed fandt jeg nummeret frem. Psykoterapeuten hjalp mig i den grad tilbage på benene og lærte mig, at når man, som jeg, er en cirkushest, der “går i gang”, når der er mennesker omkring mig, så er det vigtigt med alene-tid, hvor ingen stiller krav.

Den alene-tid værner jeg om i dag, for det er der jeg lader op. Mine timer i bilen på vej hjem fra foredrag er jo gode at bruge i den retning. Men en halv time med en krimi i sofaen kan også gøre det. Eller en lille gåtur i parken. You name it. Vi lader op på forskellig vis og jeg har altså brug for alene-tid. Andre har brug for oplevelser eller spa-fornemmelse og intet er bedre end noget andet. Det afgørende er at vide, hvad man selv har brug for. Så min opfordring lyder som sådan:

1. Find ud af, hvordan du lader op

2. Put det ind hver eneste dag

3. Og hvis du kun mener, du kan lade op på ferie, så tænk lidt kreativt og find ud af hvordan du kan give dig selv bare en halv times feriestemning hver dag.

Indlægget Ved du, hvordan du lader op? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Man må ikke sladre om andre. Det ved vi godt.

Alligevel støder jeg, når jeg rejser rundt i landet med mine foredrag, igen og igen på virksomheder,

der lidt brødebetynget fortæller, at de har problemer snakken i krogene.

De er brødebetyngede, fordi alle voksne mennesker ved, at den slags må man hverken i skolen eller på arbejdspladsen og det skaber et virkelig dårligt psykisk arbejdsmiljø, når vi går bag hinandens ryg og sladrer.

Så hvordan kommer man sladderen til livs?

Første skridt er vel at skelne mellem sladderen på den ene side og den gode historie på den anden.

Sladder er ondsindet og ødelæggende snak om andre, som tangerer voksenmobning og gør andre kede af det.

Den gode, sjove eller kærlige historie på den anden side, er med til at skabe fælleskab og få os til at føle, at vi kender hinanden.

Det er den onde sladder, vi skal til livs.

For det er den onde sladder, der giver ondt i maven og forårsager stress og mistrivsel.

Men vi må ikke smide de gode historier ud med badevandet.

Forleden var jeg til et arrangement, hvor snakken gik og en af gæsterne var i gang med en meget underholdende historie om sig selv og nogle kollegaer. Pludselige sagde en af de andre gæster, at hun ikke følte sig godt tilpas ved at tale om mennesker, der ikke var der. Og det lyder måske som ægte sladderbekæmpelse

i nogens ører, men det betyder også at vi tager livet af de gode historier og det er synd, hvis I spørger mig.

Den gode historie kan handle om dengang Alice fra regnskab var så optaget af at hjælpe Bent med tallene,

at hun kom til at hælde kaffe i tastaturet og kortsluttede strømmen i hele afdelingen. Eller dengang Ole mødte op i

sandaler til et møde med koncerndirektøren. Det er de historier, som vi kan grine af. Og selvom Ole måske er træt af

at høre for sin sandalfadæse, så er det med til at skabe en sjov fortælling, og den er ikke mindst med til at tegne

en kultur på arbejdspladsen.

Når man skal skelne mellem gode historier og sladder, kan man passende stille sig selv disse tre spørgsmål:

1. Ved Ole, der er en historie?

2. Har du fortalt historien til Ole?

3. Hvis du var Ole, ville du så grine af historien?

For man skal kunne grine af sige selv – og af Ole. Man skal kunne fortælle de her historier. Det har mennesker gjort siden stenalderen.

Historierne er en del af vores kultur, og historierne er kulturskabende. Hvor var vi uden?

I denne uge taler jeg med Mette Oscar om lige præcis det i podcasten De Glade Briller.

Hun var i øvrigt engang ved at blive smidt ud fra et stadion i Seoul, fordi hun uforvarende kom til at tage borgmesterens plads.

Men det er en anden historie…

Indlægget Ondsindet sladder eller god historie? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

En af damerne fortalte f.eks. at hun simpelthen fik røde knopper, hvis hendes chef brugte udtrykket:”Jeg forventer”. Ikke fordi chefen ikke må forvente noget og ikke fordi, det ikke er godt at afstemme forventninger, nej, simpelthen fordi ordene “jeg forventer” fik hende til at føle sig som et uartigt barn. Hun følte med andre ord, der blev talt ned til hende.

Og spørgsmålet er egentlig ikke, om det er rigtigt, at det er nedladende eller ej. For den slags handler jo om modtageren. Nej, spørgsmålet er, om det er noget, man skal gøre noget ved, hvis man f.eks. har en chef eller en kollega, der udtrykker sig på en måde, der konstant provokerer en og får en til at føle sig mindreværdig. Er det rimeligt at bede chefen/kollegaen forholde sig til det?

Mit svar er ja. Det er altid rimeligt at bede andre mennesker om hjælp til at undgå småkonflikter, hvis de kan undgåes. Og de fleste mennesker vil faktisk gerne gøre sig umage for at ændre adfærd eller ordvalg, hvis det betyder noget for andre.

Selv har jeg f.eks. trænet min revisor. Han kunne i gamle dage ofte skrive og sige til mig “du burde”. Og lige nøjagtig ordet “burde” får mig til at reagere som en trodsig tre-årig. Hvis nogen siger :”du burde” kan man være sikker på, jeg gør det modsatte. Så jeg sagde pænt og roligt til min revisor at “burde” var et lidt uheldigt valg i forhold til mig og siden har han altid formuleret det anderledes f.eks. “måske var det en god idé hvis…” eller : “Har du overvejet at….”

Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg reagere såden og jeg indrømmer gerne, at det bestemt ikke er fornuftigt. Men fornuftigt er det altid at bede om et lille hensyn, hvis man har muligheden og i øvrigt også vise andre hensyn, når det har brug for det. Og hvis vi lige tager de værste Facebook skænderier og den værste myldetidstrafik ud, så tror jeg på, at de fleste af os gerne vil række hånden ud, tage hensyn og hjælpe, hvor vi kan.

Indlægget Derfor skal du veje eller i hvert fald overveje dine ord blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Husker du at lære noget nyt en gang imellem? Eller er du faldet lidt i vanefælden, hvor den ene dag tager den anden og man glemmer at være nysgerrig på livet?

Hvis du svarer ja til det sidste af de to spørgsmål, så er det muligvis nu, du skal begynde at gå til ukulele, lære at danse tango eller lære at tune en knallert.

For noget tid siden hørte jeg en radiovært sige, at nu var hun blevet 40, så nu gad hun ikke lære mere. Det blev sagt i munter sammenhæng, men jeg blev alligevel ved med at tænke over det. For er det ikke netop nysgerrigheden og ønsket om at lære nyt, der holder os unge selv når huden begynder at rynke og kroppen knager? Jeg tror det.

Jeg møder rigtig mange mennesker hver eneste dag, som inspirerer mig, får mig til at grine, gør mig glad. Men jeg møder også mennesker, som er gået i stå. Som et eller andet sted bare er blevet nogle triste lidt leverpostejfarvede udgaver af sig selv. Og livet kan selvfølgelig byde på modgang og slide på os, men nysgerrigheden styrer vi selv. Og hvis man stopper med at være nysgerrig, at glædes over det forunderlige ved f.eks. forår eller bliver udfordre sig selv med en eller anden ny aktivitet fra Suduko til gør-det-selv-møbler, så lukker man selv leverpostejsfarven ind.

Indlægget Holder du dig nysgerrig? blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Har du et sæt tøj, du elsker over alt andet?

Sådan et af de sæt, du lige tager på, og så føler du dig bare som verdens hotteste stykke enestående personlighed, fordi du ligner en million?

Og kender du så også det med, at du ikke får gået i de fantastiske gevandter, fordi det er noget, der skal gemmes til en særlig lejlighed?

Når man har en fortid som syngepige på Bakkens Hvile, så udvikler man en forkærlighed for farvestrålende rober. Og det er altså godt, særligt i en tid, hvor det hele godt kan være lidt gråt og trist. Der er noget fuldstændig magisk ved at trække en bakkesangerinde-kjole over hovedet. Uanset om jeg står sur og trist hjemme på stuegulvet, så bliver jeg med et trylleslag forvandlet til en munter bakkesangerinde, når kjolen kommer på.

Men man kan jo ikke rende rundt i strutskørt og fjerboa hele tiden. Eller kan man?

Man kan da i hvert fald klæde sig ud en gang imellem og resten af tiden kunne man så forholde sig til, hvad man tager på. Påklædning kan sagtens føles som en leg, hvor man selv er påklædningsdukken. Og leg gør, som bekendt, glad. Hvis man klæder sig ud, eller bare klæder sig bevidst på en bestemt måde, så er det som om, man kan tillade noget mere. Det giver lov til noget. Så sagde vi, at jeg så sådan her ud i dag – og det gav lov til at opføre sig helt så excentrisk som tøjet er. Jeg er faktisk selv så glad for konceptet med at klæde sig bevidst på, at jeg har skrevet en sang om det. Den kan du høre her, hvis du har lyst

Jeg klæ’r mig ud (tekst: KM Lillelund Musik: Kenneth Sichlau)

Hvis man f.eks. er iført en lidt træt gammel joggingdragt passer det fin at ligge på sofaen og råbe lidt træt på en toast. Hvis man klæder sig pænt på – eller ud, kan man måske tillade sig at synge lidt højere, være lidt mere diva-agtig, ligne en der forventer, at andre tager opvasken.

Selv må jeg jo erkende, at bakkekjoler ikke passer til enhver lejlighed, så jeg prøver i stedet at overføre noget af det farvestrålende til min hverdagsgarderobe. For eksempel har min veninde Lone hæklet en helt fabelagtig poncho i pang-orange. En pangponcho. Den lyser op og gør mig i godt humør, og når jeg har den på, så føler jeg mig strålende tilpas.

Så kære læser. Ind og kigge i garderoben. Find guldet frem og gør hver dag til en fest – eller bare en gang om ugen…

Indlægget Jeg klæ’r mig ud blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Det føles godt. Det føles som en udrensning helt uden smoothies og fastedage. Jeg sad tilbage efter filmen med en træt, men fredelig følelse i kroppen. Den samme fredelige træthed, der kommer over en efter et kæmpe latteranfald.

Og så kom jeg til at tænke. Ja, sådan kan det gå.

Jeg kom til at tænke på, at denne udrensning og fredelighed, som gråd og latter har til fælles, er grunden til, at jeg hylder humor mere end positiv tænkning. For der er noget skønt og sundt, tror jeg, ved at græde igennem. Hvis man indimellem tager en rigtig tudetur, hvor man sørger over alle dem, man savner, over fejl man har begået, over en mislykket citronfromage og over vejret. Så er der mindre, der sætter sig til bitterhed og bekymringer. Og hvis man så også øver sig i at se det sjove i de små hverdagssituationer og giver sig selv lov til at grine igennem også selvom nogen hører det, ja, så tror jeg livssynet bliver lysere ud og livet bliver lidt lettere at leve.

Og nej, jeg siger ikke at livet bliver lutter lagkage af hverken at græde eller grine i gennem. Men jeg er helt overbevist om, at det er sundt at rense ud i stedet for at stuve af vejen. Så jeg siger med den kloge Helle Gotved: ”Du skal hulke af gråd og klukke af latter” Og hvis du ikke selv kan sætte det i gang, så kan man heldigvis hente hjælp i både lange rørende film eller små sjove videoklip på Youtube.

Indlægget Livet er lige dele hulk og kluk blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.

Sådan er vi så forskellige og derfor er det naturligvis også helt forskellige ting, der motiverer os.

Når jeg kom afsted til fitness og nu også forsøger mig med løbetræning (med tryk på ”forsøger”), så skyldes det en eneste ting. Og det er verdens bedste træningsmakker. Min veninde, som gav mig en hjælpende hånd. Ikke et pres, ikke en fordømmelse, næh, ren og skær kærlighed. Hun tog mig i hånden og lavede en aftale med mig om at mødes til fitness. Hun hørte på alle mine forbehold og underholdt mig, når jeg kedede mig efter bare halvandet minut på crosstræneren. Hun skubbede blidt til mig, så vægtene blev tungere efterhånden og maveøvelserne ikke blev sprunget over.

Jeg er hende SÅ taknemmelig og hele processen har lært mig to vigtige ting.

Nummer et, at jeg har nemmere ved at svigte aftaler med mig selv end med andre. Derfor hjalp det, at min veninde ventede på mig til fitness. Hende kunne jeg jo ikke være bekendt bare at droppe.

Nummer to, at jeg motiveres af varme og venlighed og holder ved, når nogen tilbyder mig hjælp, mens jeg provokeres og bliver ualmindelig trodsig, når nogen taler grimt og nedværdigende til mig og beder mig om at skamme mig over, at jeg ikke har taget mig sammen for længst.

Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Men fortæl, fortæl. Hvad motiverer dig?

Indlægget Motivation er så mange ting blev først udgivet på Karen-Marie Lillelund.