Derfor skal du veje eller i hvert fald overveje dine ord
Forleden var jeg til en inspirerende frokost med en del kvinder, jeg ikke kendte i forvejen. Og den slags kan jo enten give en lidt forsigtig samtale, fordi man er usikker på hinanden eller en overraskende interessant samtale, fordi man er ærligt nysgerrig på, hvad de andre mener og tænker. For os blev det heldigvis det sidste og vi kom i løbet af frokosten til at tale om, hvordan ord påvirker os.
En af damerne fortalte f.eks. at hun simpelthen fik røde knopper, hvis hendes chef brugte udtrykket:”Jeg forventer”. Ikke fordi chefen ikke må forvente noget og ikke fordi, det ikke er godt at afstemme forventninger, nej, simpelthen fordi ordene “jeg forventer” fik hende til at føle sig som et uartigt barn. Hun følte med andre ord, der blev talt ned til hende.
Og spørgsmålet er egentlig ikke, om det er rigtigt, at det er nedladende eller ej. For den slags handler jo om modtageren. Nej, spørgsmålet er, om det er noget, man skal gøre noget ved, hvis man f.eks. har en chef eller en kollega, der udtrykker sig på en måde, der konstant provokerer en og får en til at føle sig mindreværdig. Er det rimeligt at bede chefen/kollegaen forholde sig til det?
Mit svar er ja. Det er altid rimeligt at bede andre mennesker om hjælp til at undgå småkonflikter, hvis de kan undgåes. Og de fleste mennesker vil faktisk gerne gøre sig umage for at ændre adfærd eller ordvalg, hvis det betyder noget for andre.
Selv har jeg f.eks. trænet min revisor. Han kunne i gamle dage ofte skrive og sige til mig “du burde”. Og lige nøjagtig ordet “burde” får mig til at reagere som en trodsig tre-årig. Hvis nogen siger :”du burde” kan man være sikker på, jeg gør det modsatte. Så jeg sagde pænt og roligt til min revisor at “burde” var et lidt uheldigt valg i forhold til mig og siden har han altid formuleret det anderledes f.eks. “måske var det en god idé hvis…” eller : “Har du overvejet at….”
Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg reagere såden og jeg indrømmer gerne, at det bestemt ikke er fornuftigt. Men fornuftigt er det altid at bede om et lille hensyn, hvis man har muligheden og i øvrigt også vise andre hensyn, når det har brug for det. Og hvis vi lige tager de værste Facebook skænderier og den værste myldetidstrafik ud, så tror jeg på, at de fleste af os gerne vil række hånden ud, tage hensyn og hjælpe, hvor vi kan.