Man må ikke sladre om andre. Det ved vi godt.

Alligevel støder jeg, når jeg rejser rundt i landet med mine foredrag, igen og igen på virksomheder,

der lidt brødebetynget fortæller, at de har problemer snakken i krogene.

De er brødebetyngede, fordi alle voksne mennesker ved, at den slags må man hverken i skolen eller på arbejdspladsen og det skaber et virkelig dårligt psykisk arbejdsmiljø, når vi går bag hinandens ryg og sladrer.

Så hvordan kommer man sladderen til livs?

Første skridt er vel at skelne mellem sladderen på den ene side og den gode historie på den anden.

Sladder er ondsindet og ødelæggende snak om andre, som tangerer voksenmobning og gør andre kede af det.

Den gode, sjove eller kærlige historie på den anden side, er med til at skabe fælleskab og få os til at føle, at vi kender hinanden.

Det er den onde sladder, vi skal til livs.

For det er den onde sladder, der giver ondt i maven og forårsager stress og mistrivsel.

Men vi må ikke smide de gode historier ud med badevandet.

Forleden var jeg til et arrangement, hvor snakken gik og en af gæsterne var i gang med en meget underholdende historie om sig selv og nogle kollegaer. Pludselige sagde en af de andre gæster, at hun ikke følte sig godt tilpas ved at tale om mennesker, der ikke var der. Og det lyder måske som ægte sladderbekæmpelse

i nogens ører, men det betyder også at vi tager livet af de gode historier og det er synd, hvis I spørger mig.

Den gode historie kan handle om dengang Alice fra regnskab var så optaget af at hjælpe Bent med tallene,

at hun kom til at hælde kaffe i tastaturet og kortsluttede strømmen i hele afdelingen. Eller dengang Ole mødte op i

sandaler til et møde med koncerndirektøren. Det er de historier, som vi kan grine af. Og selvom Ole måske er træt af

at høre for sin sandalfadæse, så er det med til at skabe en sjov fortælling, og den er ikke mindst med til at tegne

en kultur på arbejdspladsen.

Når man skal skelne mellem gode historier og sladder, kan man passende stille sig selv disse tre spørgsmål:

1. Ved Ole, der er en historie?

2. Har du fortalt historien til Ole?

3. Hvis du var Ole, ville du så grine af historien?

For man skal kunne grine af sige selv – og af Ole. Man skal kunne fortælle de her historier. Det har mennesker gjort siden stenalderen.

Historierne er en del af vores kultur, og historierne er kulturskabende. Hvor var vi uden?

I denne uge taler jeg med Mette Oscar om lige præcis det i podcasten De Glade Briller.

Hun var i øvrigt engang ved at blive smidt ud fra et stadion i Seoul, fordi hun uforvarende kom til at tage borgmesterens plads.

Men det er en anden historie…