Dette er en lille historie om at tage konflikterne i opløbet, inden de vokser sig så store, at de ødelægger venskaber og naboskaber. Og om at huske at brokke sig, inden det er for sent

Mine venner har bygget en terrasse foran deres hus. En stor flot træterrasse med masser af plads til at have hele familien på besøg på de lange lyse sommernætter. Byggeriet stod på i sommers, og mine venner havde selvfølgelig advaret naboerne om lidt larm i dagtimerne.

Et par dage før, terrassen stod færdig, kom naboen forbi. Mine venner fortalte, at de snart var færdige med at hamre og banke, hvortil naboen svarede, at deres larm ikke var til at holde ud, og sådan havde det i øvrigt været i 19 år.

De anede ikke, de var til besvær

Her stod mine venner og troede, at de bare var til besvær et par uger i sommerferien, fordi der skulle hamres nogle søm i nogle brædder. I virkeligheden har naboen været utilfreds med deres måde at være i deres egen have på i alle de 19 år, mine venner har boet i huset.

Havefester, familiekomsammener, lyden af børnebørn. Det hele har øjensynligt gjort naboen gal i skralden, men hun har aldrig sagt det til dem. Ikke et eneste pip om, at der var problemer. Og det var nok det, der gjorde mine venner mest kede af det. For de har ikke haft en chance for at gøre noget ved det.

De troede, de havde et godt naboskab. I virkeligheden har naboen været sur lige siden, de flyttede ind.

Stakkels nabo

Hvad sker der, når man går rundt og lader en konflikt sidde i kroppen i

19 år? Jo, det skal jeg sige dig. Man bliver fyldt med galde, og lige pludseligt eksploderer man, som det var tilfældet for denne nabo.

Jeg har faktisk lidt ondt af personen. Tænk at gå rundt og være sur i 19 år. Det er sådan ca. 18 år, 364 dage, 23 timer og 50 minutter mere, end jeg selv kan mønstre. Nu er jeg selvfølgelig også til den muntre side, men jeg tror altså ikke på, det er godt for kroppen at gå rundt og hobe galde op.

Øvelsen er, at tage tyren ved hornene. Sig fra, når der er noget der generer dig, så det ikke hober sig op. Hvis ikke, du fortæller andre, hvornår dine grænser for larm på terrassen er nået, så ved de jo ikke, hvornår de skal skrue ned.

Og efter 19 år er det altså for sent.

Jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du har tilsvarende historier fra din hverdag, om små konflikter, der blev lidt for store.

Kærlig hilsen
Karen-Marie