Menu

Lyt til Karen-Maries podcast

Find podcast her

Med julelys i °jnene

Oprettet d. under Hum°r


Julen kommer. Og jeg hører til dem, der elsker det. Rundt om mig kan jeg høre mange voksne mennesker stønne over denne tradition, der starter tidligere og tidligere og som bringer arrangementer og samvær og gaveindkøb og madlavning, kort sagt: stress, med sig. Men jeg elsker altså julen.

Spændingen før gaverne tager selvfølgelig af, men den skiftes ud med en større forståelse af, hvad der egentlig foregår. På den måde kan julen jo give lejlighed til, at man for en gangs skyld ikke fokuserer på de rynker alderen har givet en, men i stedet på den viden man nu besidder i forhold til tidligere. Noget har man da lært.

Tag nu ordet ”julelege”. Det har tre betydninger, som man vokser sig til at forstå. Som barn tog jeg det meget bogstavligt. Julelege er, naturligvis, lege man leger i julen. Så blev jeg lidt ældre og som teenager forstod jeg, at julelege også kan være lidt mere uartige og erotiske. Og så er det jo ikke hvem som helst, man sådan vil lege julelege med. Som voksen lærte jeg så desværre også, at julelege eller julenumre kan betyde at nogen snyder en og så gider jeg altså ikke være med til at lege mere.

Men lad nu det negative ligge for den større forståelse er som regel positiv. Som barn forstod jeg for eksempel ikke alt, hvad der stod i julesangene. Tag ”Højt fra træets grønne top”, hvor der i en verselinje som bekendt står: ”Først skal træet vises, siden skal det spises”. Som barn havde jeg konstant et billede inde i hovedet af en familie siddende i rundkreds på stuegulvet, stærkt gnaskende på et grantræ. Derfor spurgte jeg heller ikke nogen til betydningen af verselinjen af ren frygt for, at det var en gammel tradition, som mine forældre på min foranledning ville finde sjov at genindføre. Jeg foretrak og foretrækker så bestemt and og flæskesteg frem for grantræ. Så det var først, da familiens gravhund gik i aktion en aften, at jeg forstod meningen. Min mor fyldte, som mange andre, tror jeg,  pebernødder i kurve og hjerter for at få dem til at hænge pænere på juletræet og den slags kan små hunde lugte. Så en aften, da hun (hunden altså) var alene hjemme, så hun sit snit til at smage. Men gravhunde er jo lange på den forkerte led, så de kan ikke nå op og få snuden ned i kræmmerhuset. Derfor kastede hunden sig op af træet og væltede det for så at fortære pebernødderne.

Da vi kom hjem sad hun og rystede i kurven, dels i sukkerchok af pebernødder, men også fordi det nok alligevel har været lidt skræmmende for det lille dyr, da træet væltede og missionen lykkedes. Hun fik naturligvis skæld ud og lagde også ørerne helt ned i skam, sådan som traditionen byder det. Men ser man nøgternt på det, så havde træet jo i hvert fald stået i stuen i to dage og så det var vel egentlig blevet vist og var altså klar til at blive spist. Hunden havde  bare gjort som sangen foreskrev. Siden fyldte min mor småsten i kræmmerhusene. Det stoppede hunden, men tog jo også meningen helt ud af julesangen. Til gengæld havde jeg forstået verselinjen og kunne nu synge med af karsken bælg uden frygt for at nogen pludselig ville tilbyde mig en grankvist at tygge på.
Jo, jeg er blevet klogere. Jeg har også forstået, at når man ”bærer julen ud” betyder det, at man ikke har fået noget at drikke og ikke, at man er så fuld, at man skal bæres ud. Og jeg ved, at der ikke er grund til at tage på skadestuen selvom man har fået julelys i øjnene. Der er ingen brandfare, bare jule- og livsglæde. Så lad os give den gas, droppe klagesangen og i stedet tænde så mange lys vi kan hos hinanden. Glædelig jul.

 

Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar

Seneste fra Instagram
Webdesign af Just Media