Menu

Lyt til KM's podcast "Prøv-li-å-hør-her"

Find podcast her

Min drønirriterende kollega

oprettet d. under Underholdning

Min drønirriterende kollega

 

Vi har alle haft én, og det er faktisk næsten ligegyldigt, hvad hun gør. Alt ved hende irriterer dig. Den måde, hun opfører sig på til møder. Den måde, hun spiser sin frokost på. Den måde, hun taler i telefon på. Og det hjælper ikke på sagen, at hun er chefens yndling. Men hvad gør man ved en irriterende kollega?

Vi bruger så utrolig mange timer med vores kolleger. Mange bruger flere timer med dem, end de gør med deres ægtefæller (hvis man ikke tæller nætterne med). Så samarbejdet skal bare fungere. 

Men nogle gange får man en kollega, som går en på nerverne. Og før man ved af det, så kan man kun se det irriterende ved personen.

Hvorfor bliver jeg irriteret?

Mennesker har som regel de bedste intentioner, og det er de færreste, der vågner op om morgenen, og tænker: “Nu tror jeg, jeg vil går hen på kontoret og irriterer Karen-Marie mest muligt”. Du må som udgangspunkt gå ud fra, at din kollega ikke er irriterende med vilje.

 

Derimod kan du måske bruge lidt krudt på at overveje, hvad det er der irriterer dig, og hvorfor lige præcis den kollegas måde at hælde kaffe op på, provokerer dig så meget? Måske minder hun dig om nogen eller noget? 

 

Hvad er det for følelser, hun vækker hos dig? Måske minder hun dig om din mor og din gamle dansklærer. Hvis du er opmærksom på, hvor irritationen kommer fra hos dig selv, er du allerede nået et langt stykke.

Man kommer langt med spørgsmål

Når der er et menneske, man ikke bryder sig om, kan det være en god idé at prøve at forstå personen. Hvad er personens bevæggrunde for at handle som hun gør? Vær nysgerrig og stil spørgsmål til de ting, du ikke forstår (uden selvfølgelig at blive irriteret over, at hun svarer på en virkelig irriterende måde).

 

Jo mere nysgerrige, vi er på hinanden, jo bedre forstår vi hinanden. Så øv dig i at være nysgerrig på det menneske, der irriterer dig. 

 

Og ja, jeg indrømmer, det er nemt at sige, når man, som jeg, er selvstændig, og den nærmeste kollega er chefkonsulenten - en meget sød gravhund ved navn Nynne, som simpelthen ikke er klog nok til at have skumle bagtanker. 

 

Men selvom det er svært at være åben, nysgerrig og forstående. Så prøv alligevel. Allermest for din egen sjælefreds skyld.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar

Seneste fra Instagram
Webdesign af Just Media