Menu

Lyt til KM's podcast "Prøv-li-å-hør-her"

Find podcast her

Bed om det, du gerne vil ha'

oprettet d. under Underholdning

Bed om det, du gerne vil ha'

Jeg har fået blomster. Det får jeg hver uge af min mand og det er jeg selvfølgelig glad for. Men inden I nu bliver alt for misundelige, så er det ikke noget, han selv har fundet på og det er derfor jeg fortæller det. 

Jeg elsker at få blomster og jeg bliver så glad af det. Til gengæld kan jeg også sagtens formå at rulle mig ind i en centrifuge af “compare and despair” (sammenlign og bliv i virkelig dårligt humør) hvis jeg ikke får blomster. For så er der jo nok noget galt med mig eller vores forhold eller vores liv i det hele taget. Intet er for stort og intet for småt til at man kan piske et lille drama op. 

Tag din egen medicin

Men i stedet for at vente på, at Haitianeren skulle læse mine tanker og ønsker og måske blive skuffet over, at han ikke gjorde det., ja, så valgte jeg simpelthen at tage min egen medicin. Det gode gamle kommunikationsråd “Bed om det, du gerne vil have og gentag det om nødvendigt”. Det virker ikke kun, når man skal løse konflikter på arbejdspladsen. Det er også fantastisk, hvis man vil forsøge at forventnings afstemme i privatlivet for eksempel. 

Jeg fortalte min mand, at jeg elskede blomster, at jeg gerne ville have friske blomster hver uge og at jeg hidtil selv havde sørget for det og så sagde han (selvfølgelig), at det ville han gerne sørge for i fremtiden. Vi var ganske nygifte, da han sagde det og måske har han fortrudt, men foreløbigt gør han som lovet. Og selvom det ikke er en overraskelse og selvom han ikke gør det spontant, for det er jo som jeg har planlagt, ja, så gør det mig glad. Meget glad. 

Måske kender du selv fornemmelsen af, at andre ikke læser dine ønsker eller ikke gør det du drømmer om. Det er jo ikke altid, man kan få sine drømme opfyldt, men det er da værd at prøve. Min mors gamle tante, som forlængst er død, men som i sin levetid var mere underholdende og ligefrem end de fleste, insisterede f.eks. på at få en stor velkomst, hver gang hun kom på besøg i sin søns hjem. Sønnen og svigerdatteren har vel bare modtaget hende med et almindeligt goddag indtil da, men det var altså ikke helt tilfredsstillende for Tante. Så hun bad sin søn, om han ville stå på trappen med udbredte arme, når han vidste hun ville komme og så sige meget højt “Velkommen, Mor, hvor har vi glædet os til, at du skulle komme” Historien melder ikke noget om han gjorde det hver gang, men jeg elsker bare at forestille mig velkomsten og jeg er da ikke fri for at ønske mig sådan en velkomst selv også.

Hvad du ønsker, skal du få 

Hvad vil du gerne bede om? Et højt og rungende hurra, når du møder på arbejde? En kop kaffe på sengen? Eller bare et interesseret spørgsmål til hvordan din dag har været? Vores ønsker kan være mange og meget forskellige og det er ikke dem alle, vi kan få opfyldt. Men det skader da ikke at prøve, vel? 

Kærlig hilsen Karen-Marie


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar

Seneste fra Instagram
Webdesign af Just Media