Menu

Lyt til Karen-Maries podcast

Find podcast her

Der må være en grænse

oprettet d. under Underholdning

 

Jeg har aldrig haft problemer med at sætte grænser for børn. Det kan både papbørn, lånebørn og familemedlemmer skrive under på. Hjemme på min matrikel er et nej et nej og jeg synes ærligt talt, at livet bliver meget nemmere, når man ikke skal sige alting to gange.

Det har jeg egentlig altid haft det godt med.

Og bortset fra min yngste papsøn har der heller ikke været klager fra børnene. Han erklærede på et tidpunkt højlydt, at han aldrig ville flytte ind hos os på fuld tid(som hans ældre brødre havde gjort det). Og da jeg spurgte hvorfor, lød svaret ”Her er alt for mange regler”. Vi tog det med oprejst pande og beholdt ham jo heldigvis på deleordningen på trods af de barske regler om f.eks. at tømme opvaskemaskine og selv lægge sit tøj i vasketøjskurven.
 

Med voksne har jeg det til gengæld helt anerledes. Jeg har i årevis ladet mig skubbe og trække af andre voksne, som var bedre til at gøre livet behageligt for dem selv. Allerede da jeg som helt ung skulle leje min lejlighed ud til en bekendt, blev jeg kørt rundt i manegen. I stedet for at være på toppen over at leje en billig lejlighed i København, ovenikøbet uden depositum, vendte hun konstant tilbage med krav og ønsker, som naturligvis handlede om at gøre hendes liv mere behageligt. Var der plads i loftsrummet? Kunne man flytte nogle af mine møbler, selvom den var lejet møbleret? Kunne hun blive længere end beregnet? Jeg lod mig skubbe, følte mig kørt over ende og hadede det.


Og jeg bebrejder ikke hende. Jeg kunne jo bare have sagt nej.
 

Men jeg har svært ved at sige nej. Og jeg er nervøs hver eneste gang, for hvis jeg siger nej, så kan de måske ikke lide mig længere? Nej, du kan desværre ikke få et lift, for det vil betyde en stor omvej for mig. Nej, du kan ikke låne sommerhuset i weekenden, for jeg planlægger at være der selv. Nej, jeg kan ikke selv hente den boremaskine, du har lånt. Du må være sød selv at aflevere den hos mig igen.
 

Det ser latterligt ud, når man skriver det og jeg føler mig også en lille smule latterlig. Men jeg øver mig og måske er vi flere, der gør det. Hvis jeg var min egen mor og hørte mig selv sige ”Hvad nu hvis de ikke kan lide mig, når jeg siger nej?” Så ville jeg klappe mig selv på hovedet og sige, ”Så er de ikke værd at samle på”. Og sådan siger jeg også til mig selv, når jeg skal samle mod til at sige nej. Jeg er et venligt, omsorgsfuldt menneske, men der må være en grænse. For vores allesammens skyld :)

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar

Seneste fra Instagram
Webdesign af Just Media